Ny domstol skal redde frihandelsaftale mellem EU og USA

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

EU forsøger nu at overvinde europæisk modstand mod en stor frihandelsaftale med USA ved at foreslå et helt nyt retssystem, der skal afgøre uenigheder om investeringer på tværs af landegrænser.

Udspillet er onsdag vedtaget på et møde i EU-Kommissionen, der i første omgang vil forsøge at få den nye domstol med i verdens største frihandelsaftale, TTIP, som EU og USA har forhandlet om siden 2013.

EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, siger, at forslaget går ud på at oprette "et moderniseret system af investeringsretter, Investment Court System, der er underlagt demokratiske principper og offentlig kontrol".

- Debatten har tydeligt vist, at den gamle traditionelle form for tvistafgørelser lider under en fundamental mangel på tillid, siger EU's handelskommissær.

I det system til at afgøre tvister, som EU fremover vil droppe, kan virksomheder anlægge sager mod stater, hvis de føler deres investeringer truet på grund af nationale krav til for eksempel sundhed og sikkerhed.

Det sker ved et voldgiftstribunal, Investor-to-State Dispute Settlement (ISDS) - uden om nationale domstole - hvor der ofte sidder tre private advokater og afgør sagerne, der ikke kan appelleres bagefter.

Men både Europaparlamentet, mange medlemslande og forbrugerorganisationer frygter, at systemet kan bruges til at udfordre for eksempel EU's fødevare- og miljølovgivning.

EU-Kommissionen foreslår derfor "et moderniseret system af investeringsretter, der er underlagt demokratiske principper og offentlig kontrol", siger Cecilia Malmström.

Det skal bestå af en ret i første instans og en appelret, hvor der skal sidde dommere med de samme høje kvalifikationer som ved andre internationale domstole. Desuden skal dokumenter ligge online, og høringer skal være åbne for offentligheden.

- Vi vil have etableret et nyt system, der bygger på de elementer, der får borgerne til at stole på hjemlige og internationale retter, siger Cecilia Malmström.

Dansk Industri støtter udspillet, efter at det gamle voldgiftssystem "i alt for stort omfang har overskygget" de store fordele ved frihandelsaftalen, siger afsætningspolitisk chef Peter Thagesen.

- Der er meget på spil i forhandlingerne, siger han.

/ritzau/