Ny Dong-sag? SF vil bremse salg af dankortselskabet Nets

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Det igangværende salg af Nets, der står bag dankortet, NemID og betalingsservice, truer med at udvikle sig til en ny, sprængfarlig Dong-lignende sag for den nytiltrådte SR-regering, skriver Jyllands-Posten.

Blot få døgn efter SF's dramatiske exit fra regeringen under Dong-sagen erklærer partiet nu sin utvetydige modstand mod det fremskredne salg af Nets til private investorer.

Dermed demonstrerer SF for første gang, at regeringen ikke længere kan tage partiets støtte for givet.

- Nets, der står for den grundlæggende elektroniske infrastruktur i Danmark, bør være på statslige hænder eller som minimum under statslig kontrol.

- Hele samfundet er afhængigt af, at dankort, NemID og betalingsservice fungerer, siger SF's erhvervsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, til Jyllands-Posten.

Samtidig med SF's kursskifte indkalder Dansk Folkeparti erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) i samråd om salget af Nets, mens Enhedslisten ifølge avisen vil forsøge at blokere salget med et beslutningsforslag i Folketinget.

Samme fremgangsmåde brugte Enhedslisten også for nylig for at hindre regeringen i at sælge 19 procent af ejerskabet i Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, men forgæves, da der ikke var flertal for forslaget.

Alle tre partier frygter, at salget af Nets kan føre til prisstigninger for danskerne og underminere et velfungerende og billigt betalingssystem.

Salget af Nets, der er ejet af Danske Bank, Nordea, norske Dnb, Nationalbanken og et par hundrede mindre banker, er i sin sidste og afgørende fase.

/ritzau/