Ny film om whistleblower får stjerner til Danmark

Skrevet af admin

22/02/2016

Dagens topnyheder

Til foråret kommer skuespillerne Ben Kingsley og Theo James til Danmark. Det gør de for at optage scener til Per Flys nye film, "Backstabbing for Beginners".

En stor del af produktionen kommer til at foregå i København og omegn, efter at Copenhagen Film Fund har investeret tre millioner kroner i filmen.

For direktør i Copenhagen Film Fund Thomas Gammeltoft var det ønsket om at støtte danske instruktører og få deres film ud i verden, der fik fonden til at give "Backstabbing for Beginners" ekstra kapital.

- Vi har valgt at støtte filmen, fordi vi kunne se, at det ville være interessant for os. Filmen var på vej til Sverige for at blive optaget, og derfor gik vi ind og kiggede på, om vi ikke kunne få optagelserne til Danmark i stedet for, siger Thomas Gammeltoft.

"Backstabbing for Beginners" tager udgangspunkt i bogen af samme navn, der er skrevet af danskeren Michael Soussan.

Han begyndte at arbejde for FN i 1997 som talsmand for humanitærprogrammet Olie for Mad. Programmet lader Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, sælge olie for at gavne den irakiske befolkning, men med tiden finder Michael Soussan ud af, at det er indhyllet i korruption.

Og at det ikke er befolkningen, FN-programmet hjælper.

Soussan ender med at stå over for valget om at skulle afsløre det eller tie det ihjel.

Ben Kingsley og Theo James er to af de skuespillere, der har roller i filmen. Om en uge skal de indspille de første scener i Marokko. Ifølge Thomas Gammeltoft forventes det, at filmens scener fra København skal indspilles i april.

Når spillefilm produceres i Danmark, skaber det arbejdspladser og støtter filmbranchen.

Det gælder ifølge direktøren både dansk- og udenlandskproducerede film.

- Vi prøver også at få udenlandske film til at have en dansk relation. Det er sværere. Vi var heldige med "Den danske pige", og lige nu kigger vi på en stor ting om Hamlet, som vi overvejer at gå ind i, siger han.

Filmen ventes at få premiere i 2017, og det er instruktøren Per Flys første internationale film.

/ritzau/