Ny fond skal øge grønne investeringer

Staten skal skyde penge i en ny fond, som skal gøre det lettere for virksomheder at låne til grønne projekter. Det har regeringen, Enhedslisten og SF besluttet.

Partierne i rød blok blev onsdag enige om aftalen "Et grønnere Danmark", som betyder, at der oprettes en grøn investeringsfond. Fonden skal kunne låne to milliarder kroner ud til virksomheder, som vil investere miljørigtigt i eksempelvis energibesparende tiltag.

Aftaleparterne er desuden enige om, at fondens udlånskapacitet på sigt kan øges til i alt fem milliarder kroner. Målet er at reducere CO2-udslippet og skabe flere grønne arbejdspladser.

Hovedparten af pengene kommer fra blandt andet pensionsselskaberne, men borgerlige partier har kritiseret, at staten også skyder penge ind i fonden og dermed pådrager sig en risiko, hvis virksomhederne ikke kan betale lånene tilbage.

- Vi giver nu Danmark en grøn indsprøjtning. Det vil ikke bare gavne miljøet, det vil også styrke vores erhvervslivs førerposition inden for miljø og klima, og dermed betyde grønne job og nye eksportmuligheder, siger finansminister Bjarne Corydon (S).

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV