Ny forlystelsespark: Afprøv alverdens toiletter

SYDKOREA: En tur på toilettet kan være en oplevelse. Det må nogenlunde være tankegangen bag det nyeste skud på forlystelsesstammen i Sydkorea. De har i hvert fald åbnet The Toilet Culture Park i en by lidt uden for hovedstaden Seoul, skriver The Telegraph.

I forlystelsesparken kan man blandt andet opleve en kopi af Auguste Rodins »Tænkeren« - nu ikke af bronze, men til gengæld dybt grublende på et toilet af sten. Parken danner smuk ramme om en toiletformet museumsbygning, som tidligere har været hjem til en Sim Jae-duck, også kaldet »Hr. Toilet«, grundlæggeren af Verdens Toilet Forening.

Af andre absolutte seværdigheder i parken er de europæiske bækken-toiletter, et urinal af porcelæn og de koreanske hug-toiletter, landets traditionelle toiletter, som ikke er mere end 30 centimeter høje. Indgang er ligeså gratis som at lade vandet.

 

Spøgelset i mit barn

USA: Et produktionsselskab i Los Angeles holder i øjeblikket landsdækkende casting til et nyt realityshow. De leder efter børn, som påstår at have oplevet minder fra et tidligere liv. Det skriver Huffington Post. Showet kommer til at hedde »Ghost Inside My Child« - »Spøgelset i mit barn«.

Man har allerede optaget et et prøveafsnit med tre børn, der angiveligt genoplever flere minder fra deres tidligere liv. Og nu søger producerparret bag serien altså flere børn, der efter deres udsagn »har uforklarlige minder fra et andet liv.« Producerparret, som også er et ægtepar, fik idéen, da konen var gravid.

»Vi tænkte meget på, hvad der mon ville ske, hvis vores datter ville opleve minder fra et andet liv. Det gav os lyst til at udforske fænomenet uden at dømme de forældre, som påstår, deres børn husker ting, de aldrig har oplevet,« siger de.

Realityshowet er sat til at få premiere senere på året på den amerikanske Bio Channel.

 

Død kat går igen

STORBRITANNIEN: »Hvordan har din uge været indtil videre? God? Min, spørger du? Gennemsnitlig. Drak en masse te, og nå ja, SÅ BESØGTE MIN DØDE TREBENEDE KAT MIG!!!!!« Sådan skriver Polly Hudson i et blogindlæg på The Mirrors hjemmeside.

Her ville mange nok rulle med øjnene, og Polly Hudson er også godt selv klar over, at det lyder en anelse usandsynligt. Men hun har kontakt til et clairvoyant dyremedium, som hedder Jackie Weaver, som også er overbevist om, at kæledyr går igen.

»Jeg fodrede min kat Weasel en morgen, og pludselig stoppede hun op og begyndte at slå ud i luften med poterne, som om hun sloges med en usynlig kat,« skriver hun i sit blogindlæg.

Clairvoyanten er sikker på, det er Pollys afdøde kat, Ronald Meowington, der kom forbi for at få lidt godbidder til efterlivet. Ifølge Polly selv fik Hr. Meowington ikke meget ud af sine overjordiske forsøg. Weasel vandt kampen om morgenmaden.

BNB

 

 

 

Dagens Gossip