Ny formand vil have dansk luksusmode til Asien

De danske virksomheder har svært ved at finde kompetente kvindelige kandidater til bestyrelserne, men nu har modefirmaet Yde sikret sig én. Hun skal sikre firmaet global vækst, primært i Asien. 

Solvej Lee er tidligere landechef for Samsung Danmark og skiftede for nylig til Area 9, hvor hun har titlen som executive vice president for alliances and business development. Area 9 udvikler læringssystemer og er delvist ejet af det amerikanske forlag McGraw-Hill Education.

Med 10 års erfaring i udvikling af markeder hos Samsung Danmark skal Solvej Lee som formand for Yde sikre fremadrettet vækst for luksusbrandet, som har eksisteret siden 2005. Yde ligger i den eksklusive ende af den danske modeverden, og ifølge Solvej Lee er det primært uden for Danmarks grænser, at virksomheden har sit vækstpotentiale.

»Min opgave er at placere Yde på kortet i udlandet og skabe det næste skridt i forhold til vækst. Vi er godt etableret herhjemme, men væksten komme med udenlandske kunder,« siger Solvej Lee.

Mens det europæiske marked vil være vigtigt for Ydes brandværdi, peger Solvej Lee på Asien som det vigtigste marked for væksten. I Tokyo hænger Yde-kollektionerne allerede side om side med internationale superbrands som Valentino og Bottega Veneta, men der er meget mere at komme efter, mener den nye formand.

»Det er ikke en raket, der skal skydes af. Det er vigtigt for mig at respektere det DNA, som virksomheden bygger på, og derfor satser vi på en mere organisk vækst,« siger hun.

Solvej Lee overtager formandsposten efter Ulrik Garde Due, som tidligere stod i spidsen for Georg Jensen og i dag slår sine folder som topchef i britiske Temperley London.

Dagens Gossip