Ny forsikring sikrer dig, når du køber brugt bil

Nu skal det være slut med de talrige skrækhistorier, man hører, når folk har købt en brugt bil af en anden privat person. ETU Forsikring introducerer landets første bilejerskiftsforsikring, der skal være med til at give forbrugerne større sikkerhed, når de køber brugt.

Det er ETU Forsikrings Peer Heitmann Madsen, der de sidste to år har arbejdet på udviklingen af forsikringsmodellen, som introduceres i fem versioner. Udstedelsen af forsikringscertifikat og administrering af ordningen sker i tæt samarbejde med Lloyd’s i London.

Der er tale om et helt nyt produkt på det danske forsikringsmarked. Forudsætningen for at tegne en ejerskifteforsikring er en Applus Tilstandsattest A+ på bilen eller at bilen er nysynet. Bilen må højest være 15 år og ikke have kørt over en kvart million kilometer.

Forsikringen tegnes som en engangsydelse for henholdsvis 6, 12, 24 og 36 måneder, og findes i fem niveauer. Der er ingen selvrisiko og kilometerbegrænsning i tegningsperioden. Den maksimale dækning svinger fra 20.000 til 60.000 kroner per skade.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

Prisen for en et-årig bilejerskifteforsikring dækkende en bil med en 2,0 motor svinger fra 3.328 til 5.008 kroner afhængig af om, der er tale om et basisprodukt eller en forsikring, der afløser fabriksgarantien.

- Vi har udviklet en ejerskifteforsikring, der gør det sikkert at handle brugt bil både privat og hos forhandler. Når man køber bil via en forhandler, har man en reklamationsret. En ret man ofte ser fører til stridigheder, idet det er køber, der har bevisbyrden. Stridighederne belaster det danske retssystem. Det slipper du for med vores forsikring, der bygger på en attest eller et nysyn og omfatter helt specifikke komponenter. Vi diskuterer ikke om det er slitage, men dækker, siger Peer Heitmann Madsen.

ETU Forsikring er i branchen kendt for at gå utraditionelle veje, og har eksempelvis også specialiseret sig i forsikring af veteranbiler.

Peer Heitmann Madsen forventer, at de professionelle brugtbilforhandlere vil inkludere bilejerskifteforsikringerne i den pakke de tilbyder forbrugerne. Det at tilbyde noget, der ligger ud over standard opfattes generelt positivt og salgsfremmende.

Dagens Gossip