Ny forskning: Ingen sammenhæng mellem voldelige videospil og børns adfærd

Ændringer i børns væremåde og opførsel sker ikke, fordi børn spiller voldelige spil, det handler i højere grad om, hvor mange timer de spiller, ifølge ny forskning fra det anerkendte Oxford University, skriver Telegraph

Det har den samme effekt på børnene, om de spiller voldelige spil, eller om de spiller dem, der ellers bliver betragtet som værende harmløse.

Forskerne så på britiske folkeskoleelever, hvor de kom frem til, at det udelukkende handlede om, hvor meget tid børnene brugte på at spille, når der skulle kunne ses adfærdsændringer og dårligere resultater i skolen.

Lille effekt

Og selv der var påvirkningen forsvindende lille, konkludere forskerne.

Forskerne sammenligner situationen med panikken over børns høje forbrug af fjernsyn og andre nye medier gennem tiderne.

Der var også flere positive sideeffekter for de computerglade børn. Blandt andet kom forskerne frem til, at de børn der spillede sammen med andre, de var mindre tilbøjelige til at have sociale problemer med jævnaldrene i andre situationer, end de børn, der spillede alene.

Strider mod den almindelige opfattelse

For at nå frem til resultatet interviewede forskerne 200 skolebørn på 10 og 11 år, der blev udspurgt om deres spillevaner og hvilke typer spil, de foretrak.

Herefter blev børnenes skolelærere bedt om at vurdere børnenes engagement i skolen, deres opførsel og hvordan de håndterede problemer.

To ud af tre børn spillede computerspil dagligt, hvoraf drengene udgjorde størstedelen. Dem der spillede under en time om dagen var mindre tilbøjelige til at udvise aggressiv adfærd end dem, der spillede mere end tre timer om dagen.

- Når disse oplysninger bliver lagt sammen, er der muligvis tale om, at det er mængden af tid brugt på computerspil fremfor indholdet af spillene, hvilket strider mod den gængse opfattelse, at der skulle ske en påvirkning gennem brug af voldelige spil, konkluderer studiet, ifølge Telegraph

 

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV