Ny forskning: Ryger-gen gør folk til storrygere

Rygning er skidt for helbredet, og rygere dør før andre. Det er velkendt.

Men nu har danske forskere fra Københavns Universitet og Herlev Hospital for første gang påvist, at der er en direkte sammenhæng mellem rygning og en markant øget dødelighed.

Den videnskabelige undersøgelse dokumenterer også, at generne spiller en afgørende rolle for, om man som ryger ender som storryger.

Undersøgelsen viser en direkte sammenhæng mellem rygning og dødelighed.

Forskerne har fulgt 55.568 personer. Heriblandt er 38.823 rygere, som er blevet fulgt i 10 år. 3430 døde i perioden.

Resultatet er klart: Rygning forårsager tidlig død, og storrygere har 75 procent øget risiko for at dø i forhold til jævnaldrende, som aldrig har røget.

- Det lyder måske indlysende, siger Børge Nordestgaard, professor og overlæge fra Københavns Universitet og Herlev Hospital, i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men det er faktisk første gang, at denne type undersøgelse, som fremlægger en direkte kausal sammenhæng mellem rygning og dødelighed, er udført.

Forskerne har desuden undersøgt en særlig genvariant, som har betydning for storrygning.

Rygergenet har ikke betydning for, om man begynder at ryge. Heller ikke om man stopper igen. Men hvis man ryger, så får genet en til at ryge mere. Personer med genvarianten arvet fra begge forældre ryger 20 procent mere end dem uden den særlige genvariant.

- Meget tyder på, at man kan være arveligt disponeret til storrygning. Rygere, der bærer en særlig genetisk mutation, har et højere tobaksforbrug, og de bliver mere påvirket af rygning, ved for eksempel at have et højere indhold af nikotin i blodet, siger Børge Nordestgaard.

- De ryger ganske enkelt mere overbevisende, og det er selvfølgelig til stor skade for deres sundhedstilstand. Deres risiko for at dø før andre rygere er øget med 14 procent, siger han.

Resultaterne, der er baseret på Østerbro/Herlev-undersøgelsen, er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Epidemiology.

/ritzau/

Dagens Gossip