Ny gå- og cykelsti klar ved Ribe

I Ribe bliver det mere sikkert at være cyklist og fodgænger. Vejdirektoratet er færdige med at bygge en ny dobbeltrettet fællessti gennem Damhus.

Det giver i følge Vejdirektoratet større sikkerhed for cyklister og fodgængere på Haderslevvej.

Stien er anlagt langs Haderslevvejs nordlige side, så de bløde trafikanter, der kommer fra Ribe og skal videre mod Seem, ikke skal krydse den trafikerede Haderslevvej.

Den dobbeltrettede fællessti erstatter de enkeltrettede stier i begge sider af Haderslevvej, som ikke altid blev benyttet hensigtsmæssigt og trafiksikkert. Cyklister, der kørte fra Ribe mod Seem, var tvunget til at skulle krydse Haderslevvej to gange, hvis de skulle overholde færdselsloven.

Det medførte, at flere cyklister brugte den enkeltrettede sti i den nordlige side af Haderslevvej til kørsel i begge retninger, og det gav anledning til nogle uheldige og til tider farlige situationer.

- Med den nye, dobbeltrettede fællessti er forholdene ændret, så de nu passer til den adfærd, cyklisterne udviser på strækningen. Samtidig sikrer den nye sti, at de bløde trafikanter kan krydse Haderslevvej på det mest sikre sted ved krydsningshellen tæt på Strengevej, fortæller projektleder i Vejdirektoratet Pernille Svane.

Dagens Gossip