Ny gruppeformand i Ø: Vi skal vise samarbejdsvilje

Den hidtidige gruppeformand, Per Clausen, blev valgt til Folketinget i 2005. Han genopstiller ikke på grund af partiets rotationsregler, og derfor har partiet udnævnt Stine Brix som ny gruppeformand.

»Per er en fremragende politiker, og det bliver ikke nemt at udfylde hans sko lige med det samme,« lyder det fra Stine Brix, der beskriver partiets hovedopgave sådan:

»Vores store udfordring er, at regeringen ofte samarbejder med højrefløjen. Den hovedopgave, vi har, er at vise regeringen, at de kan samarbejde med os, at vi er villige til at bøje os og gå på kompromis. Det kræver, at vi er superkonkrete i forhold til, hvordan vi kan samarbejde og stille os til rådighed for forhandlinger,« siger Stine Brix.

Hun overtager samtidig posten som erhvervsordfører fra Frank Aaen, der ligesom Per Clausen falder for rotationsreglerne og ikke genopstiller.

Posten som gruppens næstformand bliver fremover delt af to personer - Finn Sørensen og Pernille Skipper.

Pernille Skipper ventes at blive politisk ordfører, hvis næste folketingsvalg kommer så sent, at nuværende politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen også bliver ramt af rotationsprincippet og må forlade Folketinget.

Finn Sørensen bliver medlem af finansudvalget, Nikolaj Villumsen træder ind i skatteudvalget, og uddannelsesområdet varetages fremover af Rosa Lund.

Per Clausen stiller op til byrådet i Aalborg Kommune ved det forestående kommunalvalg 19. november. Han fortsætter i folketingsgruppen som ordfører for blandt andet miljø, fødevarer og energi.

Dagens Gossip