Ny i førertrøjen: Jeg er ked af det på Lars Baks vegne

Skrevet af admin

07/08/2015

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Christopher Juul-Jensen blev fredag aften delt nummer to på 5. etape af Post Danmark Rundt, der blev kørt som en enkeltstart. Men hvad bedre var for Tinkoff-Saxo-rytteren, så overtog han løbets førertrøje fra Lars Bak (Lotto Soudal).

Christopher Juul-Jensen ærgrer sig dog over, at Lars Bak punkterede til sidst på enkeltstarten, inden han mistede førertrøjen.

- Jeg er enormt ked af det på Lars' vegne. Det er altid trist, når førertrøjen får defekt, siger Christopher Juul-Jensen, som dog formentlig havde overtaget førertrøjen alligevel.

Tinkoff-Saxo-rytteren var 14 sekunder bedre end Bak ved mellemtiden halvvejs på de 13,8 kilometer, og han var kun 12 sekunder efter i den samlede stilling inden etapen.

- Mine mellemtider var gode. Ikke i forhold til Mads Würtz (etapevinder, red.) og Søren Kragh (delt toer sammen med Juul-Jensen, red.), men i forhold til Lars, og det var mere vigtigt.

- Jeg tager hatten af for de unge, som kører fantastisk, siger Christopher Juul-Jensen, som nu har 45 sekunders forspring til Lars Bak inden lørdagens afsluttende etape fra Hillerød til Frederiksberg.

En samlet sejr i Post Danmark Rundt vil være Christopher Juul-Jensens største triumf i karrieren.

/ritzau/