Ny indsats skal forhindre unge i at blive ekstremister

I første omgang skal forløbet køre i København, Høje-Taastrup, Odense og Aalborg, hvor mentorer, forældrenetværk og ung-til-ung-dialog skal forhindre unge, der færdes i ekstremistiske miljøer i at knytte sig til dem.

»Vi forebygger ekstremisme og radikalisering med alle de metoder, vi har til rådighed, så den slags miljøer ikke bliver ødelæggende for unges muligheder. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå, at disse grupper rekrutterer og vokser sig større. Vi skal dog være helt sikre på, at vi sætter ind med de rette metoder på dette felt. Derfor iværksætter vi samtidig en ekstern evaluering af konceptets tre indsatser,« siger Annette Vilhelmsen.

Ministeriet oplyser på sin hjemmeside, at flere undersøgelser viser, at en helhedsorienteret indsats over for unge, der færdes i radikale miljøer giver en længerevarende effekt end enkeltstående programmer, som skal forebygge kriminalitet.

Samtidig har medarbejderne, der møder de unge, der bevæger sig i de ekstremistiske miljøer, efterspurgt en bredere indsats, forklarer social-, børne- og integrationsministeren.

»Vi oplever, at ungemedarbejdere efterlyser værktøjer, som de kan bruge i arbejdet med unge, der er i et radikaliseringsforløb. Derfor igangsætter vi forebyggelseskonceptet,« forklarer hun i en pressemeddelelse.

Hvis projekterne i de fire kommuner viser gode resultater, skal erfaringerne udbredes til resten af Danmark.

Dagens Gossip