Ny ishockeylandstræner vil vinde testkampe

Danmarks nye ishockeylandstræner, svenskeren Jan Karlsson, ser ikke meget til sit landshold.

Siden han i sommerpausen tog over fra landsmanden Per Bäckman, har han kun haft en kort samling med to landskampe mod Norge. Ikke desto mindre gik det forrygende for landsholdet med to sejre over nordmændene, som spiller OL fra næste uge.

Nu vil landstræneren vinde igen, når han i de kommende dage sender holdet ud i fire testkampe i Østrig og Frankrig.

- Jeg vil altid vinde ishockeykampe. Det er det vigtigste for mig, svarer landstræner Jan Karlsson på spørgsmålet om, hvad han gerne vil have med hjem fra kampene i Østrig og Frankrig.

Filosofien er enkel. Sejre giver selvtillid. Hvordan man vinder spiller ikke den store rolle.

- Til tider kan man selvfølgelig vinde kampe uden at spille godt. Så må man glæde sig over sejren, men stadig være bevidst om, hvad man skal forbedre i næste træning, fortsætter han fra det hotel i Wien, hvor Danmarks landshold ankom ved middagstid mandag.

Et afbudsramt dansk landshold er tirsdag aften sidste prøvemodstander for Østrigs OL-deltagere. Det betyder, at østrigerne bortset fra tre NHL-spillere møder op med det stærkest mulige hold.

Det kan man til gengæld ikke sige om Jan Karlsson, som har måttet lade stamspillere som Hamburgs Daniel Nielsen og Julian Jakobsen, Nicklas Hardt fra finske Jokerit og kaptajn Morten Green fra Schwenninger Wild Wings blive hjemme.

Det betyder, at han har tre debutanter med i form af Thomas Spelling, Nicolai Meyer og Sonny Hertzberg.

- Jeg skal se, hvordan de agerer på det her niveau. Alle spillere er på sin vis VM-aktuelle. Vi kan jo ikke vide, hvordan det ser ud til den tid med skader, sygdom og så videre, siger landstræneren.

Efter kampen mod Østrig, rejser landsholdet til Frankrig, hvor holdet i Briancon møder Tyskland, Kasakhstan og værtsnationen.

Oveni de mange afbud er fire spillere forsinkede og misser i hvert fald mandagens træning.

/ritzau/

Dagens Gossip