Ny jagt går ind på Tvinds ledere

Det gamle opgør mellem myndighederne og flere ledere fra Tvind vækkes nu til live i en retssal i Aarhus.

I Vestre Landsret vil anklagemyndigheden onsdag bede dommerne om at afsige kendelse om varetægtsfængsling af 74-årige Mogens Amdi Petersen og fire andre, der er anklaget for skattesvig og underslæb.

Hovedpersonerne vil ikke selv være til stede. De opholder sig ukendte steder i udlandet.

Men en kendelse om fængsling in absentia, som det hedder, er det afgørende værktøj, som staten har brug for, hvis de fem skal kunne efterlyses internationalt.

Påstanden om den grove økonomiske kriminalitet har allerede én gang været vurderet i retssystemet.

I 2006 frifandt en domsmandsret i Ringkøbing de fem på nær Sten Byrner, som blev dømt i beskedent omfang og fik en betinget dom.

De involverede nåede at forsvinde fra Danmark, inden anklagemyndigheden ankede til landsretten, og her er sagen nu gået i gang - men kun på papiret.

I landsretten vil de fems forsvarere protestere imod kravet om en fængslingskendelse.

- Man kan undre sig over, at der kommer en sådan begæring syv år efter en frifindende dom, lyder det fra advokat Niels Ulrik Heine, der forsvarer Kirsten Larsen.

- Grundlaget for en kendelse er svært at få øje på, tilføjer han.

De fem anklages for i årene fra 1990 til 1995 at have begået grov kriminalitet i forbindelse med pengeoverførsler fra Tvinds humanitære fond til forskellige kommercielle projekter under Tvinds almindelige forretninger.

Mens Amdi og de øvrige forlod Danmark straks efter frifindelsen, valgte talsmand Poul Jørgensen at blive - og han måtte så tage skraldet i landsretten med en dom på fængsel i to år og seks måneder.

Der har været rygter om, at de involverede eller nogle af dem befinder sig i Mexico. Myndighederne har også fået tip om Zambia, Zimbabwe, USA, Venezuela og Malta.

En kendelse vil gøre det vanskeligt for de fem at rejse uhindret fra land til land. Og en kendelse kan også bruges til et eventuelt krav om udlevering.

/ritzau/

Dagens Gossip