Ny K-formand: Vi er ikke i krise

Et parti i krise. Sådan er De Konservative jævnligt blevet beskrevet over de seneste år, som blandt andet har rummet en degradering af partiet til Folketingets mindste ved det seneste valg i 2011.

Men den nye politiske leder, Søren Pape Poulsen, mener ikke, at der er hul i skroget på det skib, han netop er blevet styrmand på.

- Når man kan lave sådan et kommunalvalg og sådan et EP-valg, som vi har gjort, så er man ikke et parti i krise, konstaterer han i et interview med Ritzau.

De omtalte valg udløste henholdsvis 8,6 og 9,2 procent af stemmerne til De Konservative.

- På den baggrund må der være basis for at løfte partiet, for der er selvfølgelig flere konservative i det her land end 4,9 procent (resultatet ved sidste valg, red.). Min udfordring bliver at overbevise folk om, at de skal stemme konservativt, konstaterer den nye leder.

I Ritzau Index, der er et gennemsnit af de seneste meningsmålinger fra fem af landets toneangivende institutter, Voxmeter, Epinion, Gallup, Greens og Wilke, ligger partiet til at gentage resultatet fra sidste valg.

Men målet for Søren Pape Poulsen er en fremgang, når danskerne senest til næste efterår skal i stemmeboksene.

- Jeg har en tyrkertro på, at hvis vi får sendt vores budskab klart og tydeligt nok, så er der langt flere konservative i det her land end de 4,9 procent, der stemte på os ved sidste valg, konstaterer den nye partileder.

Han har de seneste 12 år repræsenteret partiet i lokalpolitik, hvor han fra sidelinjen har kunnet se partiets vælgertilslutning halveret.

- Det er klart, at man bliver ked af det, når ens parti ikke klarer sig godt. Jeg var rigtig ked af det efter sidste folketingsvalg. Ikke på en arrig facon, men ægte ked af det. Når man har været med, siden man var 15, så gør det ondt, forklarer Søren Pape Poulsen.

/ritzau/

Dagens Gossip