Ny kommission med DR-formand skal afgøre politikeres løn

Normalt må de ikke komme med forslag, der koster noget, og ofte bliver forslagene hældt ned ad brættet.

Men det gælder ikke for en kommission, som DR's bestyrelsesformand og tidligere departementschef Michael Christiansen nu skal stå i spidsen for, og som skal kigge på lønningerne til landets toppolitikere.

Her har et bredt flertal i Folketinget på forhånd aftalt, at man vil vedtage anbefalingerne fra kommissionen, som ikke underlægges økonomiske begrænsninger, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Fra flere kanter kritiseres partierne bag den såkaldte vederlagskommission.

- Det er en krysterbeslutning af partierne, som ikke selv tør stå frem og sige, hvad de vil have i løn, siger Søren Espersen, næstformand i Dansk Folkeparti, til avisen.

Kommissionen skal se på løn, tillæg, pension og andre goder til fuldtidsfolkevalgte, altså ministre, folketingsmedlemmer, regionsformænd og borgmestre.

Den består af seks tidligere politikere og embedsmænd og tæller ud over DR-formanden blandt andre den tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj, Aarhus' forhenværende borgmester Louise Gade og Rebilds kommunaldirektør Jes Lunde, der i mange år var SF-folketingsmedlem.

- De vil givetvis have stor forståelse for det hårde arbejde, som politikere udfører. Det skal nok ende med gunstige lønforhøjelser, siger Per Clausen fra Enhedslisten.

Liberal Alliance hæfter sig ved, at S, R, SF og K stemte imod, da Venstre i 2012 foreslog en lignende lønkommission. Dengang påpegede ordførere fra de fire partier, at manøvren gik ud på at skubbe ansvaret fra sig. I maj stemte de alle ja til at nedsætte Vederlagskommissionen.

- Det er faktisk meget smart, for så kan de både få en højere løn og slippe for at se vælgerne i øjnene. For os er det lige smart nok, siger Simon Emil Ammitzbøll til Jyllands-Posten.

Michael Christiansen afviser, at han har fået udstukket en "bestillingsopgave", der skal ende med højere vederlag. Men han tilføjer, at "man tager jo ikke løn fra folk".

Socialdemokraterne kalder kritikken "forventelig".

- Kompleksiteten har gjort, at det var mest rigtigt at nedsætte en lønkommission, der kan kigge grundigt på det og lave et mere gennemsigtigt system, siger kommunalordfører Simon Kollerup (S) til avisen.

/ritzau/

Dagens Gossip