Ny korruptionssag i Kina-top anses for at være politisk

Skrevet af admin

21/07/2015

Mest læste i dag

Kinas kommunistiske parti vil retsforfølge en højtstående tidligere rådgiver for eks-præsident Hu Jintao, efter at han var blevet beskyldt for korruption, men iagttagere siger, at der er tale om en politisk manøvre, som skal styrke præsident Xi Jinpings magt.

Den nye udvikling kommer tre år efter, at den tidligere toprådgiver Ling Jihua blev degraderet efter, at hans søn blev dræbt i en færdselsulykke med sin Ferrari. Ved ulykken i september 2012 blev to kvindelige passagerer - den ene af dem var nøgen - kvæstet.

Ulykken var en belastning for hele partitoppen, da det bestyrkede rapporter om, at den politiske elites børn lever et luksusliv hævet over hensyn til andre mennesker.

- Ling var blevet en belastning for partiet, siger Kerry Brown, der er professor i kinesisk politik ved Sydneys universitet.

Den 58-årige Ling ventes at blive stillet for retten og idømt en fængselsstraf.

Kampagnen mod korruption er intensiveret, mens Xi har været ved magten og adskillige regeringsmedlemmer og erhvervsledere er blevet arresteret og varetægtsfængslet.

Landet er endnu ikke kommet sig over afskedigelsen og fængslingen af den politiske stjerne Bo Xilai, hvis kone er blevet dømt for at have dræbt en britisk forretningsmand. Sagen anses for at være den største personskandale i Kina i to årtier.

Iagttagere understreger imidlertid, at der ikke gennemføres reformer og lovændringer, som for alvor ville kunne sætte en stopper for korruption og vennetjenester, og derfor kan ethvert indgreb bruges politisk af de øverste magthavere.

Joseph Cheng, som er professor i politisk videnskab ved City Universitetet i Hongkong, siger, at anholdelsen af Ling tyder på, at præsident Xi går efter fremtrædende tidligere rådgivere og embedsmænd, som sættes i forbindelse med hans forgængere.

Medier i Hongkong og Taiwan har i den seneste tid spekuleret i, at Ling sammen med blandt andre den tidligere sikkerhedschef Zhou Yongkang Xu og Bo Xilai skulle have været med i en politisk fraktion, der modarbejdede Xi.

/ritzau/AFP