Ny kritik af Friis Bach: Burde have fortalt om GGGI-rod

Den nu forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) burde ifølge Danidas egne retningslinjer have informeret Rigsrevisionen om rodet i klimaorganisationen GGGI, siger eksperter til Information.

Derfor holder Christian Friis Bachs forklaring om, hvorfor han ikke orienterede videre om klimaorganisationens lemfældige omgang med blandt andet danske udviklingsmidler, heller ikke, siger økonomiprofessor Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet.

- Vi sidder i en noget absurd situation, når man kan blive fældet som minister for ikke at indberette en politisk kollegas relativt mindre uregelmæssigheder, mens det åbenbart ikke er fældende for en minister, at man kender til massiv fejlforvaltning af danske bistandsmidler uden at informere om det, siger han til Information.

Christian Friis Bach valgte torsdag at stoppe som minister, fordi han har givet Folketinget forkerte oplysninger i sagen om Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens flyrejser på første klasse for GGGI.

Men ifølge Bjørnskov er bruddet med Danidas retningslinjer værre. Den nu tidligere udviklingsminister har indtil nu forklaret den manglende orientering af Rigsrevisionen med, at den sydkoreanske rapport om GGGI ikke omtalte korruption i juridisk forstand.

Men det er ifølge Udenrigsministeriets egne retningslinjer heller ikke afgørende for, om Rigsrevisionen burde have været orienteret om problemerne i GGGI.

I en mail fra Udenrigsministeriet har Information modtaget de retningslinjer for afrapportering til Rigsrevisionen, som ifølge ministeriet selv skulle have været fulgt i sagen om GGGI.

Her fremgår det, at "enhver sandsynlig grund til at mistænke svindel, korruption eller finansiel fejlforvaltning i forbindelse med administrationen af udviklingsstøttemidler skal rapporteres".

Også professor Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet mener, det ville have været mere i overensstemmelse med almindelig praksis at indberette den sydkoreanske rapport:

- Det ser ud som om, at den har været håndteret anderledes end andre sager, siger han til Information.

/ritzau/

Dagens Gossip