Ny kurator skal kigge på Phil og Søn-konkurs

Skrevet af admin

22/10/2013

Dagens topnyheder

Brancheorganisationen Dansk Byggeri har fået medhold i Sø- og Handelsretten om, at der er behov for en ny kurator i konkursboet efter entreprenørselskabet Phil og Søn.

Dansk Byggeri var skeptisk overfor sammensætningen af kuratorerne og mente, at der var brug for en særlig kurator, der skal undersøge, om der er sket kritisable dispositioner blandt de finansielle kreditorer.

Dansk Byggeri mener, at kreditorer som eksempelvis Danske Bank, Tryg, Euler Hermes og Atradius op til meddelelsen om Pihls konkurs den 26. august blev mere tilgodeset end underleverandørerne.

Administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen siger, at det er meget tilfredsstillende, at der nu kommer en undersøgelse af de forhold, som Dansk Byggeri har peget på som opsigtvækkende forud for konkursen.

- Det står fast, at konkursen kom på et tidspunkt, der var meget gunstigt for de finansielle kreditorer, men næppe kunne ske på et værre tidspunkt for de mange entreprenører og leverandører, der arbejdede sammen med Pihl & Søn, siger Lars Storr-Hansen.

Direktøren mener, at der nu er grund til at se en lille smule lysere på muligheden for, at de entreprenører, der kom i klemme i forbindelse med Pihl & Søns konkurs nu kan blive tilgodeset.

Dansk Byggeri har i forbindelsen med konkursen samarbejdet med Lett Advokater blandt andet for at samle overblik over kravene på entreprenørsiden.

Og det er netop advokat Henrik Sjørslev fra Lett Advokater, der nu får opgaven som kurator at undersøge de dispositioner, der blev foretaget forud for konkursmeddelelsen.

- Vi har blandt andet peget på det forhold, at et pant på 300 millioner kroner hos de finansielle kreditorer blev stiftet i boet inden konkursbegæringen.

- Det rejser naturligvis det spørgsmål, om de var bekendt med, at der var en konkurs på vej.

- Vi skylder ganske enkelt de mange virksomheder, som nu sidder i saksen at få skabt klarhed over den slags dispositioner, siger Lars Storr-Hansen.

/ritzau/