Ny landstræner i Schweiz: Fyringstruet Lazio-træner afløser Hitzfeld

Skrevet af admin

23/12/2013

Dagens topnyheder

Fodboldtræneren Vladimir Petkovic er i øjeblikket i alvorlig fare for at få sparket som cheftræner for den italienske storklub Lazio.

Skulle det ske, kan han imidlertid glæde sig over, at han allerede den 1. juli næste år er sikret fast arbejde igen.

Det schweiziske fodboldforbund meddeler på sin hjemmeside, at 50-årige Vladimir Petkovic afløser Ottmar Hitzfeld som schweizisk landstræner, når Hitzfeld som planlagt træder tilbage.

Det sker, når Schweiz har spillet færdig ved VM i Brasilien, en turnering som i øvrigt først slutter den 13. juli næste år.

- Naturligvis er alt ikke gået som ønsket i Lazio, men det taler for ham, at han overhovedet blev valgt til det job.

- Og han vandt altså den italienske pokalturnering i sin første sæson, siger det schweiziske fodboldforbunds præsident, Peter Gilliéron, til forbundets hjemmeside.

Han lægger vægt på, at Vladimir Petkovic tidligere har været både spiller og træner i Schweiz, og at han derfor kender landets fodboldkultur.

Vladimir Petkovic kom til Lazio i sommeren 2012, og han førte klubben til sejr i sidste sæsons Coppa Italia.

I denne sæson ligger klubben skuffende nummer 10 i Serie A, og Lazios præsident, Claudio Lotito, har varslet, at ændringer kan være på vej i trænerstaben.

Også hos Schweiz kommer Vladimir Petkovic under pres, for hans kontrakt løber foreløbig kun frem til udgangen af 2015. Den bliver dog forlænget, hvis Schweiz kvalificerer sig til EM i Frankrig i 2016.

/ritzau/