Ny leder for K: Jeg har faktisk haft et rigtigt arbejde

Skrevet af admin

07/08/2014

Mest læste i dag

Den nyudnævnte konservative politiske leder og kommende formand, Søren Pape Poulsen, skiller sig lidt ud fra de fleste Christiansborg-typer.

Det mener han i hvert fald selv.

- Jeg er sådan en mærkelig Christiansborg-type, der har haft noget så vildt som et arbejde. Jeg har arbejdet hos Grundfos, været speditør og været lærer. Jeg har rent faktisk prøvet at stå op om morgenen og tage en madpakke med på arbejde.

- Jeg er ikke cand. næsten-et-eller-andet, slog han fast på pressemødet.

Udmeldingen kommer på De Konservatives pressemøde torsdag, hvor Lars Barfoed overrakte pladsen som politisk leder for De Konservative til Viborgs nuværende borgmester.

I sin tale kom den 42-årige politiker fra Bjerringbro med kække kommentarer til politikerne på Christiansborg, da han hentydede til, at mange ikke har reel erfaring på arbejdsmarkedet.

Selv mener han, at han som nyudråbt K-leder kan bidrage med en tilgang, der ligger uden for "Christiansborg-osteklokken".

Da Søren Pape Poulsen skulle beskrive sig selv, brugte han betegnelsen "konservativ ind til benet".

- Jeg er konservativt opdraget. Min far var landmand, og min mor var social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Den klassiske konservative form, hvor man klarer sig selv og ikke beder om noget. Men man tager hånd om dem, der har brug for en hjælpende hånd, siger han.

Valget af den nye K-leder er blevet kaldt et sats, da han ikke har erfaring på Christiansborg. Men Søren Pape Poulsen mener, at han kender en del til det politiske spil.

- Jeg har været 12 år i lokalpolitik. Jeg har stået i spidsen for at lukke skoler og mødt folk på gaden dagen efter. Viborg er ikke en typisk konservativ kommune, så der skal man balancere mellem fløjene og finde resultater, siger han.

/ritzau/