Ny lov øger kontrol med PET

Et nyt uafhængigt tilsyn skal fremover sikre en bedre kontrol med Politiets Efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, og registrering af personoplysninger.

Samtidig øger en bred politisk aftale også kontrollen med PET's brug af agenter, da det såkaldte kontroludvalg på Christiansborg skal underrettes om civile agenter.

Justitsminister Morten Bødskov (S) præsenterede fredag aften hovedpunkterne i en ny PET-lov. Bag lovforslaget står regeringspartierne, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative.

- Vi opretter et stærkt og uafhængigt tilsyn, som får uhindret adgang til alle oplysninger hos PET, siger Morten Bødskov.

Tilsynet skal have fem medlemmer. Formanden bliver udpeget af præsidenterne for Østre og Vestre Landsret. De øvrige medlemmer udpeges af justitsministeren efter en drøftelse med Folketingets Kontroludvalg.

Det nye tilsyn kommer til at hedde Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det afløser det nuværende Wamberg-udvalg, der har haft til opgave at føre tilsyn med PET's registrering og videregivelse af personoplysninger.

Almindelige borgere får desuden mulighed for at henvende sig til tilsynet med henblik på at få undersøgt, om man er registreret hos PET på ulovlig vis.

- Alle kan henvende sig til tilsynet med spørgsmål om PET's behandling af personoplysninger, siger Morten Bødskov.

Hvorvidt man er registreret, og hvilke oplysninger det gælder, kan borgeren dog ikke få oplyst. Retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) begrunder det således:

- Efterretningstjenesterne er nødt til at kunne arbejde hemmeligt. Men derfor er det godt, at vi nu får denne her indirekte kontrol, siger han.

Også retsordfører Karina Lorentzen (SF) er tilfreds med det nye kontrolorgan.

- Det er vigtigt, at få et uafhængigt udvalg, som ikke alene udpeges af justitsministeren. Og så er det vigtigt med et ekstra sæt øjne på brugen af agenter, siger hun.

Netop brugen af agenter bliver en opgave for kontroludvalget. I modsætning til for eksempel telefonaflytninger og hemmelige ransagninger, så er PET's agentvirksomhed ikke kontrolleret af domstolene.

Udvalget vil derfor en gang om året blive orienteret af regeringen om PET's brug af civile som agenter.

Formålet med den nye lov er desuden, at PET's arbejdsopgaver skal fastsættes ved lov. Hidtil har PET været underlagt almindelige forvaltningsretslige regler, retningslinjer fra Justitsministeriet samt retningslinjer fra tjenesten selv.

/ritzau/

 

Dagens Gossip