Ny lov skal beskytte saudiarabiske kvinder mod vold

Loven betragtes som en milepæl for kvinder, børn og husarbejdere, der alle er omfattet af de nye regler, som beskytter dem mod misbrug.

Saudi-Arabien er ofte blevet mødt med kritik fra det internationale samfund, fordi det ultrakonservative land ikke har gjort nok for at beskytte kvinder, der udsættes for vold i hjemmet.

Loven indeholder 17 nye paragraffer, og den gør det strafbart at begå både fysisk og psykisk vold. Overtrædes loven, risikerer voldsmanden en bøde på op til 75.000 kroner og en fængselsdom på op til et år.

»Det er en god lov, som tjener store grupper i samfundet, inklusive kvinder, børn, husarbejdere og folk, der arbejder uden for hjemmet,« siger Khaled al-Fakher, der er generalsekretær for det statsligt støttede nationale menneskerettighedsråd, til Reuters.

Tidligere har alle tilfælde af vold mod kvinder, børn og ansatte været behandlet efter et regelsæt, der var baseret på sharialove. Her var det op til den enkelte dommer at tolke sharialoven, mange af dem opfattede ifølge Reuters hustruvold som et privat anliggende, ligesom vold i mild grad mod ulydige koner blev accepteret.

»Vi går altid ind for en eksplicit lov, der ikke er baseret på fortolkning eller personlige vurderinger,« siger Khaled al-Fakher, hvis organisation har været med til at udforme loven.

Den har ifølge kritikerne været længe undervejs, FN opfordrede eksempelvis styret i Saudi-Arabien til at indføre love, der beskytter kvinder, tilbage i 2008.

Det skete efter en sag, hvor en 19-årig kvinde blev idømt 200 piskeslag og en fængselsdom på seks måneder efter at være blevet udsat for en gruppevoldtægt af syv mænd, Kvinden blev siden benåedet af kong Abdullah.

Dagens Gossip