Ny lov til snusende journalister på plads

Regeringen, V og K er enige om ny offentlighedslov. Det betyder, at der bliver lavet om på reglerne for, hvilke dokumenter der er omfattet af aktindsigt.

- Med aftalen lægges der på en lang række områder op til væsentlige forbedringer af åbenheden i forvaltningen, siger justitsminister Morten Bødskov (S).

- Der er fundet en god og rigtig balance mellem på den ene side princippet om åbenhed i den offentlige forvaltning og på den anden side de hensyn, der kan føre til, at der i visse tilfælde ikke gives aktindsigt, tilføjer han.

Loven baserer sig på en tre år gammel betænkning fra Offentlighedskommissionen. Men i forhold til de tidligere udkast, der har været til loven, er der en meget væsentlig ændring i det udkast, regeringen nu lægger frem.

Den omstridte formulering om, at dokumenter til "ministerbetjening" kunne undtages fra aktindsigt, er nemlig fjernet.

I stedet bliver det præciseret, hvad der skal til for at undtage dokumenter fra aktindsigt. Det skal nemlig være muligt, hvis der er tale om dokumenter, der bruges til politisk rådgivning.

- Reglen er en undtagelse til det klare udgangspunkt om, at alle har adgang til dokumenter i den offentlige forvaltning, og aftaleparterne er således også enige om, at reglen skal anvendes restriktivt, siger Morten Bødskov.

Dagens Gossip

Dagens TV