Ny måling: Britisk exit-fløj har klar føring

Skrevet af admin

10/06/2016

Dagens topnyheder

De britiske EU-modstandere har vind i sejlene i en ny meningsmåling, der er offentliggjort fredag - 13 dage inden skæbneafstemningen i Storbritannien.

Målingen, som er foretaget af avisen The Independent, peger på 55 procents opbakning til den fløj, der ønsker at forlade EU. Kun 45 procent af de vælgere, der har besluttet sig for, hvad de vil stemme, ønsker at blive i EU.

Dermed har EU-modstanderne øget deres forspring med fire procentpoint i forhold til den seneste måling, skriver The Independent.

Det britiske pund faldt over en halv cent i forhold til dollaren kort tid efter, at målingen blev offentliggjort.

Briterne stemmer 23. juni om, hvorvidt de skal forlade EU, som er verdens største handelsblok. Resultatet kan få store konsekvenser for økonomi, politik, handel, forsvar og migration i Storbritannien og det øvrige EU, advarer såvel de britiske EU-tilhængere som en lang række iagttagere.

Målingen fra The Independent er foretaget online blandt 2000 stemmeberettigede briter.

Tallene er justeret efter de adspurgtes svar på spørgsmålet om, hvor sandsynligt det er, at de vil stemme 23. juni.

Andre målinger har i de seneste dage vist meget tæt løb mellem de to fløje.

/ritzau/Reuters