Ny måling: For første gang er S over valgresultatet

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Socialdemokraterne får i en ny måling fra Voxmeter nu højere tilslutning blandt vælgerne end ved valget i 2011.

I den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, får Socialdemokraterne 25,5 procent af stemmerne, hvilket er 0,7 procentpoint mere end ved valget i 2011 og den højeste andel, som partiet har opnået siden.

Helle Thorning-Schmidt kan altså glæde sig over en støt og fortsat stigende opbakning til Socialdemokraterne blandt vælgerne, som i en Voxmeter-måling for knap et år siden, i maj 2014, gav regeringspartiet en tilslutning nede på 15,8 procent.

Mens der er stigende støtte til Socialdemokraterne, er der en anderledes negativ udvikling hos det andet regeringsparti, De Radikale.

Partiet står til en tilbagegang på 3,1 procentpoint og er nu helt nede på 6,4 procent. Det er det laveste, De Radikale har fået i en Voxmeter-måling siden valget.

Samlet set kan rød blok mønstre 46,5 procent af de adspurgte i målingen, hvortil der kan lægges 1,5 procent fra Alternativet.

Dermed står Uffe Elbæks parti stadig ikke til at komme ind og kan heller ikke bidrage til et rødt flertal.

Rød blok opnår i målingen 84 mandater mod blå bloks 91.

Blå blok står til at få 51,7 procent, inklusiv de 0,7 procent til Kristendemokraterne, som på det sidste har fået en del fokus på grund af Klaus Riskær Pedersen, der dog er endt med at takke nej til en opstilling for partiet.

Samlet set er det i høj grad Dansk Folkepartis skyld, at blå blok går frem i forhold til sidste valg. Partiet står til en fremgang på 5,9 procentpoint til 18,2.

Målingen, der er baseret på 1008 repræsentativt udvalgte danskere, er foretaget i uge 16. Den er behæftet med en statistisk usikkerhed på maksimalt 2,7 procentpoint.

Cirka 21 procent af de adspurgte var i tvivl om, hvad de ville stemme. De er derfor ikke talt med i resultatet.

/ritzau/