Ny måling: Rød blok går igen tilbage

Hvis der var valg i morgen, ville blå blok i Folketinget få 56 procent af danskernes stemmer, skriver DR Nyheder.

Det viser en måling, som Epinion har foretaget for Danmarks Radio.

Her står S-R-SF-regeringen sammen med Enhedslisten lige nu til 77 mandater mod 98 mandater, som Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti tilsammen får i målingen.

Februars måling betyder, at regeringen og Enhedslisten tilsammen har mistet to mandater siden målingen i januar.

I rød blok oplever De Radikale oven på debatten om en SU-reformen et fald i vælgertilslutningen på 0,6 procentpoint, mens også SF går tilbage med 0,7 procentpoint.

Enhedslisten står uændret til 17 mandater.

Positivt for regeringen er, at Socialdemokraterne går frem. Siden januar har de vundet et mandat tilbage, så de lige nu står til 35 mod de 44, som partiet fik ved valget.

På den anden fløj i Folketinget kan oppostionsformand og Venstres leder Lars Løkke Rasmussen glæde sig over, at han på nuværende tidspunkt ligner Danmarks næste statsminister.

Venstre fastholder antallet af mandater fra sidste måling, og partiet står stadig til 55 mandater, hvilket er otte flere end valgresultatet for halvandet år siden.

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance går et mandat frem siden målingen i januar, så de står til henholdsvis 27 og ni mandater.

De Konservative med Lars Barfoed i spidsen fastholder syv mandater.

Dagens Gossip