Ny metrotrappe skal lette adgang til Nørreport

Trappen bliver bygget i Frederiksborggade og skal binde Metroens eksisterende passagertunnel sammen med Indre By.

- Det bliver fremover hurtigere og nemmere at bruge den kollektive transport på Danmarks travleste station. Den nye metrotrappe giver direkte adgang allerede fra gågaden til glæde for de mange tusinde, der arbejder og færdes i det centrale København, siger Jesper Christensen, næstformand i Metroselskabets bestyrelse.

Trappen bygges sideløbende med ombygningen af Nørreport af Metroselskabet med Banedanmark som bygherre.

- Den nye trappe giver i samspil med Ny Nørreport-projektet et vigtigt løft og bedre fremkommelighed på vores mest benyttede station. Vi opfører trappen samtidig med Ny Nørreport, så københavnerne står med en helt ny færdig plads og en renoveret station i 2015, siger projektchef Niels Henrik Andersen fra Banedanmark.

Konkret er der tale om en nedgangstrappe fra udmundingen af Frederiksborggade, til den eksisterende transfertunnel til Metroen. Den øverste del af trappeløbet får almindelige trapper, og den nederste udstyres med rulletrapper, som det kendes fra de øvrige metrostationer.

Trappen vil blive opført fra begyndelsen af marts i år og frem til årsskiftet 2014/15.

Byggeriet af trappen betyder dog også, at naboer og erhvervsdrivende mellem Kultorvet og Nørreport bliver nabo til en byggeplads.

- Vi ved godt, at der har været byggeri i området i en længere periode, og at vi nu trækker ekstra på naboer og erhvervsdrivendes tålmodighed. Vi tager derfor også straks fat på dialogen med projektets naboer, og vil holde dem godt informeret om, hvad der sker under byggeriet. Og så vil der løbende blive arbejdet med at sikre fodgængerne i Frederiksborggade bedst mulig plads, mens vi bygger, siger Niels Henrik Andersen.

I alt bruger cirka 250.000 mennesker Nørreport hver dag.

Dagens Gossip