Ny minister hives med til vækst-forhandlinger

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) er mandag formiddag mødt op til forhandlinger i Finansministeriet, hvor regeringen, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti forhandler om vækstplanen.

Dermed kan parterne hurtigt følge op på Dansk Folkepartis ønske om at diskutere muligheder for at dæmme op for udlændinges ret til dansk SU som følge af en ny EU-dom.

- Det er en udfordring, at vi sidder og skal spare på SU'en, samtidig med at man skal lukke op for, at andre landes borgere kan komme til Danmark og få SU. Det er helt tosset.

- Derfor bliver vi nødt til at se, om vi kan lave nogle værnsregler for det her, som vi forbinder med misbrug af det danske SU-system, sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter et møde i Finansministeriet mandag morgen.

DF-formanden foreslår, at man indfører et optjeningsprincip i stil med det, man har indført omkring udenlandske EU-borgeres ret til at modtage børnecheck.

Det er afgørende, at parterne når til enighed på SU-området, da indtægterne fra en reform af SU- og kontanthjælpsystemet skal bruges til at finansiere tiltag i vækstplanen, der er målrettet mod at skabe arbejdspladser i Danmark.

/ritzau/

 

Dagens Gossip