Ny minister varsler social genopretning af Danmark

Skrevet af admin

29/06/2015

Dagens topnyheder

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) fik en markant opfodring med, da hun mandag formelt fik overdraget sit nye ministerium fra tidligere økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R).

- Vi trak Danmark ud af krisen. Din opgave bliver at sørge for, at det kommer alle i Danmark til gavn, at vi er ude af krisen, lød det fra Morten Østergaard ved ministeroverdragelsen i ministeriet, der nu igen står for en omdannelse - denne gang til Social- og Indenrigsministeriet.

- Vi har som den første regering udarbejdet en fattigdomsredegørelse, og det håber jeg, at den nye minister vil holde i hævd, siger Morten Østergaard.

Det sidste gav Karen Ellemann ikke nogen løfter om, men hun siger:

- Jeg vil følge op på noget af det, du siger om at skabe en balance mellem vækst og socialt ansvar. Hele behovet for også at sikre den sociale genopretning af Danmark, siger Karen Ellemann uden dog at gå i detaljer med sit politiske program.

I regeringsgrundlaget lægger Venstre-regeringen blandt andet op til, at der skal gøres noget ved den del af den socialpolitiske indsats, der ikke har nogen "dokumenteret effekt".

- Der er behov for mere faktuel viden om, hvad der virker. Derfor skal arbejdet med at indsamle og systematisere data styrkes. Og en langt større del af hjælpen til socialt udsatte børn og voksne skal organiseres, så aktørerne kan lære af hinanden og udbrede effektive metoder, hedder det i regeringsgrundlaget.

Regeringen lægger også op til at bekæmpe ufrivillig hjemløshed.

- Vi vil blandt andet hjælpe udsatte med at fastholde deres bolig og nedbryde barrierer for et selvstændigt liv med sociale relationer og beskæftigelse. Regeringen vil desuden prioritere en særlig indsats målrettet unge hjemløse, hedder det i regeringsgrundlaget.

Her bliver der blandt andet også lagt op til, at stofmisbrugere skal tilbydes et "hurtigt, effektivt og helhedsorienteret tilbud".

/ritzau/