Ny mistanke om at odderen er vendt tilbage til Fyn

Odder. Foto: Naturstyrelsen.

Selvom odderen har været betragtet som uddød på Fyn i de seneste 30 år, er der alligevel en sandsynlighed for, at det fiskespisende rovdyr er tilbage på Fyn.

Det oplyser Naturstyrelsen her forud for en stor odderoptælling i foråret.

- Hvis der er oddere derude, har vi en god chance for at finde dem. Vi håber at finde enkelte oddere, siger Leif Bisschop-Larssen, der naturvejleder ved Naturstyrelsen i Odense.

I marts og april skal Naturstyrelsen besøge 113 steder på Fyn og kigge efter spor af odderen. Eftersøgningen af odderen på Fyn er det sidste led i en landsdækkende kortlægning af odderbestanden i Danmark.

Der er tale om en gentagelse af en overvågning, der sidst blev udført i 2004.

Selvom der ikke blev fundet oddere på Fyn ved sidste overvågning, tror Leif Bisschop-Larssen, at sandsynligheden er større denne gang. Efter odderen var tæt på at uddø i 1980’erne, er bestanden vokset i løbet af 1990’erne.

Odderen har primært spredt sig sydpå fra det nordvestlige Jylland, men den kan godt have krydset Lillebælt til Fyn.

- Vi har ét konkret fund på Fyn fra 2007, hvor vi fandt en trafikdræbt odder. Den kan sagtens være svømmet over Lillebælt eller gået over isen. Hvis bestanden bliver tilstrækkelig tæt i Jylland, vil unge dyr vandre ud og bestanden vil sprede sig, siger Leif Bisschop-Larssen.

Nu skal han sammen med andre kolleger ud og lede efter ekskrementer og fodspor ved vandløb og søer. Odderen er meget sky, så om den er kommet til Fyn må bero på, hvad den har efterladt af spor.

- Der er andre mårdyr ved vandløb som husmår og ilder, hvis fodspor ligner lidt. Men odderen lever kun af fisk, derfor vil dens ekskrementer være fyldt med fiskeskæl og ben. Hvis vi stadig er i tvivl, har vi mulighed for at dna-teste, siger Leif Bisschop-Larssen.

Odderen er med i EU’s habitatdirektiv og totalfredet i Danmark. Det betyder, at Danmark har en særlig forpligtelse til at beskytte den.

Efter kortlægningen af oddere på Fyn skal de nationale data samles, så der bliver skabt overblik over, hvordan bestanden ser ud. Det sker i overvågningsprogrammet NOVANA.

Dagens Gossip

Dagens TV