Ny Newcastle-angriber vil gå i Alan Shearers fodspor

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Tirsdag meddelte Premier League-klubben Newcastle på sin hjemmeside, at man havde hentet nyt krudt til frontlinjen.

Klubben har skrevet en femårig kontrakt med det serbiske angrebstalent Aleksandar Mitrovic, der er hentet i belgiske Anderlecht, og han har store forhåbninger til sin tid i den sort-hvide trøje.

- Der vil helt sikkert være pres på her, men jeg kan lide pres, siger 20-årige Mitrovic i en pressemeddelelse fra klubben.

Newcastles bedste angriber i nyere tid er med afstand 90'er-målkongen Alan Shearer, og Aleksandar Mitrovic træder gerne i de berømte fodspor.

- Jeg er bekendt med de berømte spillere, der har spillet for Newcastle United, som eksempelvis Alan Shearer, der er en af mine helte. Jeg håber, at jeg kan levere det samme for denne klub, som han gjorde. Det vil være en ære, siger serberen.

Newcastle havde en skuffende 2014/2015-sæson, hvor holdet først mod slutningen af sæsonen undgik en truende nedrykning.

Mitrovic er det fjerdedyreste indkøb i Newcastles historie ifølge klubben selv. BBC mener at vide, at det betyder en købspris på omkring 137 millioner kroner for spilleren, der siden 2013 har spillet 13 landskampe for Serbien og scoret et enkelt mål.

/ritzau/