Ny OB-angriber meldes klar til FCK-kamp

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

OB's nye georgiske angriber Vladimir Dvalishvili har fået sin arbejds- og opholdstilladelse på plads, efter at han i sidste uge kom til Odense-klubben fra polske Legia Warszawa.

Det skriver OB på klubbens hjemmeside.

Dermed kan den 28-årige georgier være med i OB's næste kamp i Superligaen, hvor FC København kommer på besøg 31. august.

Dvalishvili kom til OB på en toårig kontrakt efter at være blevet løst fra sin kontrakt i Legia Warszawa.

I forbindelse med præsentationen sagde OB-træner Troels Bech.

- I Vladimir Dvalishvili får vi en klassisk boksspiller med kvalitet i afslutningerne. Det er en spiller, man mange gange først ser i feltet, hvor han er god til at få skabt plads til sig selv, og som har en høj træfsikkerhed.

- Han er en erfaren angriber med mange titler på cv'et, og vi er sikre på, at han vil komme til at gøre en forskel i OB.

Fynboerne ligger inden opgøret nummer otte i Superligaen med fem point for fem kampe. FCK ligger kun nummer 10 - med samme antal point som OB.

Odense-klubben er dog bedre end FCK med en målscore på 6-7. FCK's målscore er på 5-8.

/ritzau/