Ny OB-keeper har talt med Kent Nielsen siden juli

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

OB-træner Kent Nielsen har ønsket at skærpe konkurrencen i fynboernes mål, hvor præstationerne i efteråret i perioder har været svingende.

Onsdag hentede OB den norske keeper Sten Grytebust, som især har været glad for samtalerne med Kent Nielsen, som indledte dialogen sidste sommer.

- OB kom på banen for et godt stykke tid siden, og jeg talte første gang med Kent Nielsen i juli.

- Det er klart, at når man føler sig ønsket, så er det nemmere at tage beslutningen om at skifte, siger Grytebust til OB's hjemmeside.

- Jeg glæder mig rigtig meget og sætter pris på at være her og den tillid, jeg er blevet mødt med, så jeg glæder mig til den kommende tid.

- Jeg har været i Aalesund længe, og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne deroppe, så nu er det tid til at prøve noget nyt, siger han.

Nordmanden mener, at han kan være med til løfte OB, som har leveret nogle skuffende kampe ind imellem.

- Det er et godt skridt i min karriere, og jeg kender OB som en traditionsklub, der har gjort det godt tidligere, men som har slidt lidt med resultaterne på det seneste.

- Jeg vil bidrage med en masse erfaring for at vi kan nå vores mål, og de næste skridt bliver, at vi skal være med i slutspillet, når det bliver indført, siger Grytebust.

- Som målmand har jeg en god fysik og er hurtig, både på stregen og i feltet. Det er nogle af mine styrker, samtidig med at jeg synes, at jeg har en god fodboldforståelse og læser spillet godt.

- Det betyder også, at jeg gerne vil ud i feltet og være aktiv, for som målmand er det vigtigt for mig at medvirke til, at modstanderen kommer til færrest mulige målchancer.

- Derfor er strukturen og kommunikationen med mine medspillere meget vigtig, for det er min bedste måde at hjælpe holdkammeraterne på, siger han.

/ritzau/