Ny økonomidirektør i DSB

Det er tid til rokade i toppen af DSB. Efter to år har økonomidirektør Jacob Kjær valgt at stoppe. Det sker uden større furore og en ny økonomisk chef er allerede fundet.

Den nye økonomidirektør bliver Stig Pastwa, som tidligere har været direktør i Saxo Bank og har siddet i ledelsen i Danmarks største facility service virksomhed ISS. Han bliver en del af direktionen fra 15. august sammen med den administrerende direktør Jesper Lok.

»DSB er en spændende og kompleks virksomhed, som berører rigtig mange i hverdagen. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet, hvor fokus stadig vil være på at sikre et DSB baseret på et konkurrencedygtigt økonomisk grundlag,« siger Stig Pastwa i en pressemeddelelse.

Jacob Kjær forlader DSB efter at have været en central del af koncernen inden for økonomi og rettidighed, et område, som han siger, er kommet så langt i det strategiske program "Sundt DSB", at forbedringen af økonomien med én milliard kroner er inden for sigte.

»Det er derfor et godt tidspunkt for mig at søge nye udfordringer. Jeg har i nogen tid drøftet dette med Jesper Lok og jeg er glad for at vi nu har muligheden for at lave skiftet smidigt,« siger Jacob Kjær i pressemeddelelsen.

Dagens Gossip

Dagens TV