Ny Orica-sejr i Baskerlandet - Jakob Fulgsang på fjerdepladsen

For anden dag i træk i Baskerlandet Rundt stod en Orica-GreenEdge-rytter øverst på skamlen efter endt etape. 

Sydafrikanske Daryl Impey kom først i over stregen i et tæt sprinteropgør og blev kronet som sejrherre, mens dagens toer, Francesco Gavazzi (Astana), kørte sig i løbets førertrøje.

Feltet var ude på i alt 170 kilometer tirsdag eftermiddag. En etape, der bød på fem overkommelige stigninger. Trods en udbrudsrig løbsdag kontrollerede Orica-GreenEdge farten i feltet for at forsvare Simon Gerrans' samlede føring.

Jens Voigt (Radioshack Leoppard) og Adriano Malori (Lampre) satte et angreb ind på med små 30 kilometer til mål for at køre op til Amets Txurruka (Caja Rural), der var stukket af sted allerede fra etapens start.

En efter én blev de tre ryttere dog indhentet på den sidste nedkørsel, hvor et felt på omkring 50 ryttere nåede målstregen først. Løbets førende rytter, Simon Gerrans, agerede hjælper i spurten for sin holdkammerat, Daryl Impey, der krydsede mållinien først. 

Team Saxo-Tinkoffs Alberto Contador sluttede også i den første gruppe og er placeret på en foreløbig 13. plads i samme tid som løbets etter, Francesco Gavazzi.

På Team Saxo-Tinkoff er man klar til den markant sværere etape onsdag, hvor der er mulighed for at ruske op i klassementet.- Morgendagens etape bliver noget hårdere, og der venter en spændende finale med afslutningen på en hård og stejl stigning. Dér skal vi absolut være med blandt de forreste for at kunne være med om den samlede sejr, siger Team Saxo-Tinkoff's sportsdirektør, Philippe Mauduit, til holdets hjemmeside og fortæller om dagens etape:

- Dagens begivenheder passede os fortrinligt, og vi overlod det meste af arbejdet til GreenEdge, der havde trøjen at forsvare og etapen at køre efter. Men vi kørte frem i finalen på den sidste stigning. Både for at hjælpe med at trække udbryderne ind, men ligeså meget for at sidde med som de forreste over stigningen for at undgå uheld på nedkørslen,

Danske Jakob Fuglsang (Astana) sad også med i den forreste gruppe og avancerede med sin placering til fjerdepladsen i den samlede stilling.

 

 

 

Dagens Gossip