Ny overraskelse i Australian Open: Sharapova ryger ud

Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova er overraskende færdig ved Australian Open efter et nederlag i tre sæt.

Natten til mandag dansk tid tabte hun sin fjerderundekamp til slovakiske Dominika Cibulková med cifrene 6-3, 4-6, 1-6. Slovakken er seedet som nummer 20 i turneringen.

Maria Sharapova, der er tredjeseedet i årets første grand slam, vandt første sæt sikkert, men herefter tog slovakken over.

Den 188 centimeter høje russer med det karakteristiske skrig lavede 40 uprovokerede fejl i kampen mod Cibulkovás 28. Især i tredje sæt lavede Sharapova langt flere fejl end sin modstander, som nu er klar til kvartfinalen.

Sharapova tog en timeout mellem andet og tredje sæt, da hun havde problemer med sin hofte.

Russeren har været i knibe i sine to seneste kampe i turneringen. Først spillede hun i næsten tre og en halv time mod italienske Karin Knapp i den bagende hede på Rod Laver Arena.

I tredje runde mødte russeren franske Alizé Cornet. Her lavede Sharapova også adskillige uprovokerede fejl, og kampen måtte ud i tiebreak i andet sæt, før russeren kunne kalde sig vinder af opgøret.

Sharapovas exit er den anden store overraskelse på få dage i Melbourne. Natten til søndag dansk tid blev verdensranglistens nummer et, den topseedede Serena Williams, slået ud af serbiske Ana Ivanovic.

Victoria Azarenka, der er forsvarende Australian Open-mester, var også i aktion natten til mandag dansk tid. Hun vandt sikkert over amerikaneren Sloane Stephens 6-3, 6-2.

/ritzau/

Dagens Gossip