Ny præsident med lav profil

Adly Mansour har siden 1992 siddet som vicepræsident for landets forfatningsdomstol, men blev i maj i år udpeget som leder af domstolen og tiltrådte officielt 1. juli.

På den egyptiske nyhedswebportal Masrawi beskrives han direkte som en »mystisk mand med en lav medieprofil«, hvad der måske er en medvirkende årsag til, at han kunne overleve i jobbet under præsident Mubarak og glide med systemet efter omvæltningerne i februar 2011, hvor Mubarak blev væltet og siden erstattet af den netop væltede islamiske præsident Morsi.

Han stod ifølge BBCs profil bag skrotningen af de love, der i 2012 skulle forhindre repræsentanter for Mubaraks regime, herunder den tidligere premierminister Ahmaf Shafiq i at stille op til præsidentvalget.

Adly Mansour er født i Cairo i 1945, uddannet som jurist på universitetet i Cairo og trådte i 1970 ind i det daværende statsråd og avancerede herfra til at få sæde i forfatningsdomstolen.

En dommer her beskriver ham som »en rolig mand, der træffer afbalancerede beslutninger, og som vil respektere det egyptiske folks vilje.«

Dagens Gossip