Ny racisme-bøde til Lazio

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har igen set sig nødsaget til at straffe den italienske klub Lazio for racistiske tilråb fra klubbens tilhængere.

De uheldige tilråb kom i en kamp mod polske Legia Warszawa den 19. september i år. Klubben straffes. så den skal spille uden tilskuere, og det vil blive effektueret, når Lazio møder cypriotiske Apollon den 7. november i Europa Leagues gruppespil.

UEFA følger også op med en bøde på knap 300.000 danske kroner til Lazio, der også blev straffet for tilhængeres racistiske tilråb i sidste års udgave af den europæiske turnering.

Her måtte Lazio spille med tomme tribuner og uden tilskuerindtægt i hjemmekampene mod Stuttgart og Fenerbahce i henholdsvis ottendedels- og kvartfinalen.

Dengang var det tilråb i kampene mod Tottenham, der udløste straffen. UEFA følger med den nye dom op på forbundets princip om nultolerance over for racisme i fodbold.

Dagens Gossip

Dagens TV