Ny radioaktivitet opdaget ved Fukushimas vandtanke

Nye undersøgelser har ifølge Reuters afsløret adskillige steder med forhøjet radioaktivitet ved de tanke, der bruges til at opbevare det forurenede vand. De nye radioaktive »hot-spots« er blevet opdaget i hver sin ende af området, hvor tankene står.

I weekenden måtte værkets operatør, Tepco, (Tokyo Electric Power Co, red.) indrømme, at op mod 300 ton radioaktivt vand er løbet ud fra en af de mange opbevaringstanke, der er opsat ved Fukushimaværket, og at det nu er på vej til at blande sig med grundvandet eller sive ud i havet 500 meter borte.

Den seneste opdagelse kan få den i forvejen alvorlige situation til at forværres.

Onsdag hævede de japanske myndigheder graden af situationens alvor fra en til tre - på en skala til syv.

En talsmand for Tepco siger ifølge Reuters, at der ikke er konstateret fald i vandstanden i tankene, men at det heller ikke kan udelukkes, at indholdet er lækket.

Tepco erklærede efter det første udslip, at sikkerhedsprocedurerne og overvågningen skulle revurderes.

Tilliden til Tepco har været stærkt nedadgående i befolkningen, siden en tsunami og et efterfølgende jordskælv i marts 2011 satte tre af værkets atomreaktorer ud af spil og fik dem til at smelte ned.

Det gælder også hos Japans nationale kernekraftovervågning, som ifølge Reuters udtrykker frygt for, at mulighederne for at afbøde konsekvenserne »på visse punkter« ligger udenfor Tepcos formåen.

Også internationalt holdes der øje med situationen i Japan. Det Internationale Atomenergiagentur (AIEA) gav onsdag udtryk for, at det ser med »alvor« på situationen og når som helst er parat til at hjælpe.

Dagens Gossip