Ny Randers-angriber er glad for konkurrencen

Skrevet af admin

09/08/2014

Dagens topnyheder

Efter mindre end en uge i klubben fik nyindkøbet Mikael Ishak fredag aften en perfekt start i Randers FC-trøjen.

Den unge angriber skulle ikke bruge mere end 45 minutter mod FC Vestsjælland, før han sikrede den første sejr på sin nye hjemmebane i Kronjylland.

Med det afgørende 1-0-mål, der faldt kort før slutfløjt i fredagens superligakamp, har tre forskellige Randers' angribere nu fået scoret.

Mens Mikael Ishak tegner sig for en enkelt sæsonscoring ligesom Djiby Fall, så har Ishaks svenske landsmand Viktor Lundberg scoret to i Randers' første fire kampe.

Derudover er sidste sæsons starter Nicolai Brock-Madsen også på vej tilbage i kampform. Ishak glæder sig dog kun over den skærpede konkurrence på kronjydernes to forreste pladser.

- Vi har nogle rigtig gode angribere, der kan lidt forskelligt, og jeg bliver kun bedre af presset fra de andre.

- Jeg er selv stadig et stykke fra topformen, for jeg har ikke spillet kampe i et par måneder. De 45 minutter, jeg spillede i min debutkamp, var mere end rigeligt i første omgang, siger Mikael Ishak.

I Randers overtager han angrebspladsen fra Ronnie Schwartz, der i sommerens transfervindue skiftede til fransk fodbold efter flere målrige sæsoner i den blå Randers-trøje.

Kasper Fisker glæder sig over sin nye svenske klubkammerat, men tør ikke spå, om Ishak bliver en ligeså giftig måltyv som Schwartz var.

- Ronnie scorede en hel del mål for os, da han var her. I denne her sæson er der flere forskellige spillere, som har budt ind med mål.

- Mod FC Vestsjælland viste Mikael, at han kan være en af dem, men det tager nok noget tid endnu, før han har vænnet sig helt til vores spil. Men han er da spændende, siger Fisker.

Næste opgave for Fisker, Ishak og Randers er på næste søndag, når OB gæster AutoC Park.

/ritzau/