Ny rangliste sender Kjeldsen og Olesen til OL i Rio

Skrevet af admin

11/07/2016

Dagens topnyheder

Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen hos herrerne. Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen hos kvinderne.

Denne kvartet af danske golfspillere kommer til at deltage ved næste måneds OL i Rio de Janeiro.

Det står klart, efter at verdensranglisterne mandag blev opdateret.

Nu har Dansk Golf Union indstillet dem til at repræsentere Danmark i Rio, og det er nu op til Danmarks Idrætsforbund (DIF) at udtage dem rent formelt.

- Der er lige nogle formalia, der skal falde på plads. Men i golf er det en formsag, da det er spillernes egen kvalifikation, der er afgørende, siger elitechefen i Dansk Golf Union, Claus Mølholm.

Han ser optimistisk frem mod OL, efter at der er sat navne på de fire danske deltagere.

- Det er fire tourvindere fra de seneste 14 måneder, der skal af sted, så det er fire gode kandidater, siger Mølholm.

Han forventer, at DIF udtager de fire spillere formelt inden for 24 timer.

OL begynder i Rio 5. august.

/ritzau/