Ny rapport afliver myten om dyre danske sygehuse

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

En ny rapport punkterer myten om dyre danske sygehuse

Stort set ingen af de lande, vi nemlig normalt sammenligner os med, bruger så få penge på hospitaler og sundhedsvæsen, som tilfældet er i Danmark.

Det skriver Politiken tirsdag på baggrund af en rapport, som professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard har lavet for Danske Regioner. Rapporten offentliggøres i magasinet Regio onsdag.

Ifølge Jes Søgaard ligger de danske sundhedsudgifter på en 19. plads blandt de 34 medlemslande i den internationale samarbejdsorganisation OECD.

Det er stort set kun de fattigere medlemslande som Mexico og Tyrkiet, der bruger færre penge på sundhedsvæsnet end Danmark. Omtrent alle andre vestlige lande bruger en større bid af samfundskagen på hospitaler og behandlinger, end Danmark gør.

- Vi har i mange år haft et forkert billede af størrelsen på de danske sundhedsudgifter, hvor vi har fået bildt hinanden ind, at vi har et af verdens dyreste sundhedsvæsener.

- Den forestilling har myndigheder og ministerierne også være med til at give. Men det passer ikke. Vi ligger lavt.

- Og i vores del af verden - som jo er de sundhedsvæsener, vi helst vil sammenlignes med - ligger vi blandt de to-tre laveste, når man ser på de reelle sundhedsudgifter, siger Jes Søgaard til Politiken.

Ifølge sundhedsøkonomen indberetter de forskellige lande vidt forskelligt deres sundhedsudgifter til OECD, fordi definitionerne særligt til pleje og omsorg ikke er krystalklare.

I Danmark medtager vi store dele af udgifterne til ældreomsorg og hjemmehjælp, selv om det ret beset er sociale udgifter. Dermed får Danmark ifølge Jes Søgaard kunstigt høje udgifter til sundhedsvæsnet.

I den officielle OECD-opgørelse, hvor de danske udgifter til ældrepleje og hjemmehjælp er medtaget, ligger vi da også over OECD-gennemsnittet på en 7. plads.

Den overraskende lave placering på en 19. plads skyldes imidlertid, at Jes Søgaard har fratrukket alle udgifter til pleje og omsorg.

/ritzau/