Ny regering i Tjekkiet: Magten rykker mod venstre

Skrevet af admin

06/01/2014

Mest læste i dag

Tre tjekkiske partier underskrev mandag en aftale om at danne en centrum-venstre koalition og en regering, der efter alt at dømme vil gøre socialdemokraten Bohuslav Sobotka til premierminister.

Med aftalen, der rykker Tjekkiet til venstre efter otte år med en centrum-højre regering, bryder måneders stilstand efter skandaler omkring korruption og spionage, som i sommer væltede den tidligere premierminister Petr Necas.

Processen med at nå frem til koalitionen blev sat i gang efter valget i oktober.

Bohuslav Sobotkas meddelelse om en aftale mellem de tre partier kom 72 dage efter det tjekkiske valg.

Valget blev vundet af Sobotkas socialdemokratiske parti Cssd, men partiet er tvunget til at samarbejde med det populistiske ANO-parti, hvis succes ved valget har overrasket alle iagttagere.

Regeringen omfatter desuden det mindre centrumdemokrati, De Kristelige Demokrater, som sikrer koalitionen 111 mandater i det tjekkiske parlament med i alt 200 pladser.

Tjekkiet, der blandt andet eksporterer biler til eurozonen, kom ud af 18 måneders recession i andet kvartal af 2013.

Alles øjne er nu rettet mod præsident Milos Zeman, som skal udpege den nye premierminister og som muligvis vil gå imod de tre partiers oplæg.

Sobotka har lovet at bringe Tjekkiets 10,5 millioner indbyggere tilbage til den europæiske mainstream, efter at landets tidligere regering forholdt sig forbeholdent og køligt til EU.

/ritzau/AFP