Ny rektor for Aalborg Universitet

53-årige Per Michael Johansen, dekan for Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet (SDU), er ansat som ny rektor for Aalborg Universitet. Han er valgt blandt 14 ansøgere til rektorstillingen af universitetets bestyrelse.

Han er civilingeniør, professor og dr. scient. i fysik og har beklædt posten som dekan for Det Tekniske Fakultet ved SDU gennem de seneste syv år. Forinden var Per Michael Johansen i 15 år forsker ved Forskningscenter Risø. Uddannelsen som civilingeniør samt en ph.d.-grad tog han ved Aalborg Universitet.

-Vi har haft et stærkt og engageret felt, og valget af Per Michael Johansen er et valg blandt flere topkvalificerede kandidater. Per Michael Johansens solide erfaring med både forskning og ledelse, sammenlægning af institutioner og et stort engagement i samarbejder med virksomheder har været afgørende i vores endelige valg, siger Lars Bonderup Bjørn, der er formand for Aalborg Universitets bestyrelse.

Per Michael Johansen flytter til Region Nordjylland og tiltræder stillingen som rektor 1. maj 2014. Han afløser Finn Kjærsdam, der har været Aalborg Universitets rektor siden 2005.

Dagens Gossip