Ny rute i Norwegian: USA for 1.500 kroner

Fra november kan danskerne flyve hele vejen til Florida i USA uden at skulle mellemlande.

Skandinaviens næststørste flyselskab Norwegian lancerer nemlig sin første langdistancerute fra København, så danskerne kan flyve direkte til Florida, hvor selskabet vil have to ugentlige flyvninger fra Københavns Lufthavn til Fort Lauderdale.

Første afgang vil være den 29. november, og afgangene vil finde sted mandag og fredag.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag kan åbne for salget til den første langdistancerute fra Danmark. København er en vigtig base for os, og vi ser meget frem til at kunne byde danskere velkommen om bord på vores langdistanceflyvninger.

- Med lanceringen af ruten til Fort Lauderdale i Florida kommer vi til at have langdistanceruter fra alle de skandinaviske hovedstæder. Dette er en milepæl i Norwegians historie, siger administrerende direktør Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Og priserne for den oversøiske flyvning vil være til at overskue for danskerne, garanterer Bjørn Kjos.

- Markedet for langdistanceflyvninger har alt for længe været præget af høje billetpriser med meget lidt fleksibilitet. Den virkelig gode modtagelse af Norwegians ruter til New York og Bangkok viser, at der er behov for gode tilbud til USA og Asien.

- Vi fortsætter vores langdistancesatsning, og det er glædeligt at lancere Fort Lauderdale i Florida som ny Norwegian-destination fra København og Stockholm. Samtidig lægger vi nu endnu flere billetter ud til New York og Bangkok fra Oslo og Stockholm, siger Kjos.

Fort Lauderdale i Florida er Norwegians første langdistancerute fra København og den tredje fra Stockholm.

Ud over at være Skandinaviens andetstørste flyselskab er det også det tredjestørste lavprisselskab i Europa. Selskabet flyver på 300 ruter til 114 destinationer i Europa, Nordafrika og Mellemøsten. Selskabet beskæftiger 2500 ansatte og råder over 68 fly.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV