Ny sæson af "Bypiger søger bonderøve"

Kanal 5 er i gang med optagelserne til en ny sæson af "Bondepiger søger bonderøve".

Sammen med 14 glade og energifyldte singlepiger er Anne-Dorte Krog Gausbøl netop nu på vej rundt i de danske landområder for at filme en ny sæson ”Bypiger søger bonderøve”. Og pigerne er et kærkomment syn i et område, hvor en stor del af den mandlige befolkning er singler.

Udenfor de store by-regioner bor der således over en halv million mænd i alderen 20-49, som alle er singler. Det er 48 procent - altså næsten halvdelen – af alle danske mænd i den aldersgruppe, og udsigterne til at finde en kæreste i nærområdet er ikke lyse:

- “Bypiger søger bonderøve” er et romantisk underholdningsprogram, hvor vi giver kærligheden en ordentlig vitaminindsprøjtning. Men det er også et program, der rammer ned i en aktuel problemstilling og forsøger at tage hånd om en reel skævhed i Danmark. Vi har nogle landområder i Danmark, hvor kærligheden har trange kår for mændene, og samtidig har vi også en stor gruppe bypiger, der lever som singler. Mange af dem vil rigtig gerne finde en kæreste og på længere sigt stifte familie, og nu giver vi dem en håndsrækning på en sjov og utraditionel måde, fortæller Anne-Dorte Krog Gausbøl, der er ny vært på programmet.

I programmet kører Anne-Dorte og pigerne med bus til fem forskellige destinationer i Danmark. Hvert sted vil de blive mødt af omegnens to bedste single-fyre, der vil gøre alt for at imponere storbypigerne. Og lykkes det en ungkarl at sætte et hjerte i brand, er det op til pigen at hoppe af bussen og give kærligheden en chance, mens bussen kører videre til næste destination:

- Der er rigtig god energi både hos pigerne og der, hvor vi kommer frem, fortæller Anne-Dorte og fortsætter:

- Fyrene er ret overvældede over alle de skønne kvinder, og byen tropper op og byder os velkommen. Pigerne er utroligt forskellige, så de bliver derfor betagede af meget forskellige ting ved mændene. Alt i alt tegner det rigtig godt for kærligheden, siger Anne-Dorte Krog Gausbøl, der godt selv kunne finde på at flytte for den eneste ene:

- Der bor nok en romantiker i mig, så ja, hvis kærligheden er stor nok, kunne jeg godt overveje at flytte for den.

Dagens Gossip