Ny sæson med Dicte på vej

Anden sæson af TV2s seersucces ”Dicte” med Iben Hjejle i hovedrollen bliver en realitet. Optagelserne begynder allerede til december, skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Læs også: Gustav døden nær efter møde med Ole Henriksen

”Dicte” udspiller sig i Aarhus, og seriens omdrejningspunkt er journalisten Dicte Svendsen og hendes familie, venner, kolleger og kilder i politiet. Dicte arbejder på en avisredaktion i Aarhus, og via sin dækning af avisens kriminalstof har hun en naturlig tilgang til seriens kriminalsager.

- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at få en ny sæson af ”Dicte”-serien på plads - specielt set i lyset af at det kun er et halvt år siden, at den første sæson blev vist på TV 2. ”Dicte”-seriens succes i Sverige og Norge og internationalt har naturligvis været medvirkende til, at det har været muligt at tilvejebringe den fornødne finansiering til den nye sæson, siger producent Peter Bose, Miso Film.

Læs også: Seerne tog godt imod "Dicte"

Optagelserne til de 10 nye afsnit af ”Dicte” vil igen finde sted i Aarhus. Det vil blive et glædeligt gensyn med Iben Hjejle i hovedrollen som journalisten Dicte Svendsen, og hun vil igen få følgeskab af en række af landets bedste skuespillere, blandt andre Lars Brygmann, Lærke Winther, Dar Salim, Peter Schrøder, Lars Ranthe, Ditte Ylva Olsen og Emilie Kruse.

De nye afsnit af ”Dicte”-serien ventes at få premiere i efteråret 2014.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder

Dagens Gossip