Ny serie bilbomber dræber i Irak

Bombesprængningerne viser, at de irakiske sikkerhedsstyrker stadig kæmper med at få kontrol over situationen i det voldsplagede land efter de amerikanske kamptropper forlod landet.

Den stadig eskalerende sekteriske vold har siden starten af året kostet mindst 3.700 mennesker livet og har pustet til frygten for, at landet skal falde tilbage den borgerkrigstilstand, der prægede landet i 2006 og 2007.

Onsdag eksploderede mindst 11 bomber, flest bilbomber i fortrinsvis shia-muslimske distrikter i Bagdad.

Det blodigste af angrebene dræbte mindst syv og sårede 21.

Ingen har endnu påtaget sig skylden, men militante sunni-muslimer med forbindelser til al-Qaeda har stået bag mange af de koordinerede angreb.

Landets sunni-muslimer, der udgør et mindretal i befolkningen, blev under Saddam Hussein, der selv var sunni-muslim, tilgodeset på bekostning af shia-muslimerne, men under det nye shia-muslimsk dominerede styre, er sunniernes frustrationer taget til og har betydet, at militante grupper ikke har vanskeligheder med at rekruttere tilhængere.

Situationen kompliceres af, at regeringen ikke har formået at levere basale forsyninger til befolkningen som blandt andet elektricitet og rent vand, og korruptionen er udtalt i alle grene af systemet.

Dagens Gossip

Dagens TV